Denne tur er en rundrejse til Peloponnes, den sydligste del af det græske fastland, kun forbundet med resten ved en smal tange ved Korinth. I Korinth ser vi Apollontemplet og de flotte romerske ruiner. Her grundlagde Paulus en menighed, og vi besøger også resterne af den havneby, hvorfra han rejste videre på sine missionsrejser. I nærheden heraf ligger Isthmia, kendt for de isthmiske lege.
I Sparta opsøger vi de sparsomme rester efter denne by berømt for sin strenge opdragelse og sine modige soldater. Vi kigger også ind i det nye museum for oliven og olivendyrkning. I nærheden ligger Mystras, som man har kaldt et byzantinsk Pompeji på grund af de mange imponerende ruiner fra omkring 1300 e.Kr.
I Olympia besøger vi hele det hellige område og stadion samt det nye museum med fundene fra oldtiden og det gamle, der fortæller om legenes historie. I Nafplion hører vi om byens korte periode som Grækenlands hovedstad, og derfra tager vi på udflugt til Epidauros med helligdommen for lægeguden Asklepios og det bedst bevarede teater i Grækenland og til de mykenske borge i Mykene og Tiryns.
I Nemea gælder det hjemstedet for de nemeiske lege. Men stedet er også berømt for sine vine, og derfor aflægger vi også besøg på en vingård. I Athen besøges Nationalmuseet med de mange fund bl.a. fra Mykene