Dag 4
Tirsdag d. 15.04 2025
Vi tager på busudflugt til Orange og Châteauneuf-du-Pape.
Afgang fra hotellet kl. 9.00.
kl. 10.00-12.30.
I Orange, det antikke Arausio, hvor romerne i 105 f.Kr. led et forsmædeligt nederlag over for de vilde nordiske barbarer, kimbrerne og teutonerne, vil vi besøge et af de bedst bevarede teatre i hele den romerriget, opført ca. år 27 f.Kr. og oprindeligt med plads til 10.000 tilskuere. I den anden ende af byen vil vi se en af de største og bedst bevarede romerske triumfbuer ligeledes opført under kejser Augustus til ære for den 2. legion, men istandsat under Tiberius og ændret til et monument over en sejr over germanerne.
kl. 13.00-15.30
Fra Orange kører vi gennem det smukke provencalske landskab til Châteauneuf-du-Pape, der ligger højt hævet over landskabet med en enestående udsigt over vidtstrakte vinmarker, og hvor man i klart vejr kan se bjerget Mont Ventoux. Den lille by er opstået omkring det, der var pavernes sommerresidens i deres landflygtighed i det 14. århundrede. Châteauneuf-du-Pape rimer på vin og vi aflægger besøg på en vingård med inkluderet smagning og frokost.
Samlet programvarighed inkl. inkluderet frokost 8 timer.
Retur ved hotellet ca. kl. 17.00.
Dag 5
Onsdag 16.04 2025
Afgang fra hotel kl. 9.
kl. 09.00 - 13.00
Vi fortsætter denne dag i pavernes fodspor med besøg i Pavepaladset i Avignon, hvor paverne regerede i eksil fra 1309-77. Pavepaladset i Avignon er i historisk betydning at sammenligne med Vatikanet i Rom, hvor paverne i dag har hjemme. I tilknytning til paladset ligger katedralen Notre-Dame-des Doms.
kl. 13.45-15.45
Efter frokost kører vi til det enestående naturskønne Fontaine-de-Vaucluse, en middelalderlig landsby, som har navn efter den kilde, der munder ud for foden af en 230 m høj stejl klippevæg. Kilden er den største i Frankrig og den femte største i verden. Vandmængden og bruset er traditionelt prægtigst om foråret. Stedet er også kendt fra den italienske digter og humanist Petrarca (1304-1374), der boede her i længere tid.
Samlet programvarighed inkl. frokost 8 timer.
Retur ved hotellet ca. kl. 17.
Dag 6
Torsdag d. 17.04 2025
Afgang fra hotel kl. 9.00.
kl. 10.00-12.00
Vi begynder dagen med at besøge 1) de to arkæologiske områder uden for Saint-Rémy: Les Antiques, der omfatter to romerske monumenter, en triumfbue, der ikke er en triumfbue, og et mausoleum, der ikke er et mausoleum, og 2) den romerske by Glanum, hvor man kan se rester af bl.a. privathuse og af en badeanstalt.
Les Baux kl.12.30-15.00.
Fra Glanum kører vi til den typiske maleriske provencalske landsby Les Baux-de-Provence i Les Alpilles-bjergene (De små Alper). Omkring Les Baux brød man i sin tid aluminiummalm, der tog navn efter byen som bauxit. Dagens frokoststop er i Les Baux.
Samlet programvarighed inkl. frokoststop 7 timer.
Retur ved hotel ca. kl. 16.00.